Ved KFUM-Spejderne i Brejning vedtaget den 29. Oktober 2023
Nedenstående regler er vedtaget af både gruppebestyrelse og lederflok. Alle ledere, bestyrelsesmedlemmer og ungledere, skal være orienteret om samværsreglerne.
Det er fast punkt på alle leder- og bestyrelsesmøder om samværsregler overholdes, og om alle er orienteret om dem.
Det er til enhver tid den siddende gruppebestyrelse, der har ansvaret for at samværsreglerne overholdes.
Ved eventuelle overtrædelser eller mistanke om sådanne skal gruppebestyrelsen altid orienteres. Den siddende gruppebestyrelse fremgår altid af gruppens hjemmeside.
Reglerne omhandler følgende punkter:
- lovgivningen
- Omgangstone
- Overnatningspolitik
- Børneattester
- lntimsfæren
- Fotografering
- Sociale medier
Lovgivningen:
- Det er strafbart at have seksuel omgang med et barn under 15 år
- Det er strafbart at have seksuel omgang med personer under 18 år, hvis du er betroet at undervise eller opdrage eller have anden form for herredømme i kraft af status eller alder
(Dette gælder også for spejderledere, og det har ingen betydning om den umyndige er villig til eller opfordrer til seksuelt samvær)
- Det er strafbart at krænke blufærdigheden. Straffen skærpes hvis det sker over for et barn under 15 år.
- Du har som spejderleder pligt til at underrette kommunen, hvis du får kendskab til vold, overgreb, mishandling, vanrøgt eller anden nedværdigende behandling af et barn eller en ung, om det er fra forældres, undervisers eller anden opdragers side (at få kendskab til = være ret sikker på). En sådan indberetning bør ske i samarbejde med korpsets kriseberedskab, såfremt en spejderleder er involveret.
- Hvis et medlem af KFUM-Spejderne mistænkes eller anklages for overgreb eller krænkelse af et barn, bortvises personen straks og afhængig af sagen, ekskluderes som medlem af korpset enten med det samme eller i forbindelse med en domsfældelse.
Omgangstone
I Brejning gruppe taler vi ordentligt til og om hinanden. Vi omtaler hinanden med respekt. Vi siger fra overfor enhver form for mobning. Vi er åbne for at tale med spejderne om svære og ømtålelige emner. Vi er bevidste om vores rolle som tillidspersoner for vores spejdere og vores pligt i forhold til myndighederne.
Overnatningspolitik
I Brejning gruppe ser vi det som værende naturligt at piger og drenge gerne må sove sammen på tværs af kønnene – i hver deres sovepose. Er der spejdere, der synes at dette er udfordrende, opfordrer vi til en åben dialog med lederne, da der som udgangspunkt altid kan findes en løsning, som tilgodeser særlige behov.
Af hensyn til lederne sover vi aldrig tæt sammen med spejderne og i praksis betyder det mindst en afstand svarende til bredden på et liggeunderlag. Som udgangspunkt sover lederne alene eller mindst 2 sammen, hvis der er spejdere i samme lokale/telt.
Børneattester
Det er gruppelederens ansvar, at der til enhver tid foreligger gyldige børneattester på alle over 15 år, som deltager
som leder eller assistent i vores aktiviteter. Hvis forældre deltager på lejre med overnatning, skal børneattester også indhentes på dem. Børneattester indhentes via medlemsservice, og en gyldig liste kan altid rekvireres herfra.
Alle børneattester indhentes fra politiet minimum hvert 2. år, for medlemmer der fortsat tager aktivt del i gruppens arbejde. Såfremt et medlem overgår fra en anden gruppe til os, indhentes ny børneattest ved indmeldelse i Brejning Gruppe.
lntimsfæren
I Brejning gruppe undgår vi tæt fysisk kontakt mellem børn og voksne i intime situationer, såsom toiletbesøg, omklædning og bade-situationer. Vi udfører ikke aktiviteter, hvor der er risiko for overtrædelse af spejdernes blufærdighedsgrænse, og derfor er vi både årvågne og lydhøre. lntimsfæren er defineret som badedragtsområdet.
I henhold til korpsets regler opholder ledere sig ikke, som eneste voksne, på et toilet eller i et baderum med lukket dør sammen med en eller flere spejdere.
Fotografering:
Vi tager ikke billeder, der efterfølgende kan tolkes som krænkende. Vi respekterer de enkelte spejderes grænser og de fototilladelser der er givet ved indmeldelsen.
Sociale medier
Ved brug af sociale medier overholder vi vores normale omgangstone og respekt for hinanden. Vi er beviste om at bruge et acceptabelt sprog. Vi holder vores roller adskilt så gruppens profiler og administratorrettigheder, benyttes kun under hensyntagen til, at det er gruppens holdning der kommer til udtryk, ikke individuelle meninger. Man udtaler sig dermed ikke på gruppens vegne, medmindre man ved, at der i gruppen er enighed om udsagnet. Kommunikation via sociale medier tilstræbes udelukkende at være af praktisk karakter.